Ekfrase: Nick Caves 'Cinnamon Horses & Strawberry Moons'
Det er uklart for mig, hvor meget et gennemsnitligt menneske kan visualisere. Om evnen, eller forbandelsen for nogle, følger noget, der minder om en Gaussfordeling.
I den ene ende falder aphantasia, den totalt manglende evne til at visualisere; og i den anden, vil jeg tro, det, der ofte beskrives som fotografisk hukommelse.
Hvor grænsen mellem ekfrase og illustration går, er også usikkert.
Og grænsen mellem visuel oversættelse af sproglige tegn og, hvad man kunne kalde tilfældig skaben af visuelle fænomener, med eller uden intention.
Det, jeg med sikkerhed kan sige, er, at jordbærmånen, der omslutter kanelhesten i billedet, ikke ville være blevet til noget, hvis det ikke var for inspirationen fra Nick Caves 'Cinnamon Horses'-nummer fra albummet Wild God, der udkom 30. august sidste år.