Triptykon over en solformørkelse / A Triptych for the Solar Eclipse

Den 12. august 2026 finder en total solformørkelse sted over store dele af Europa, den første siden 1999.

I den anledning er 'Sun: A Triptych for the Solar Eclipse' opstået.

Elementerne udgøres af  et systemdigt kombineret med tre korte videopassager, der har fået de assonante titler: 'Aperture', 'Augury', 'Apparition'.

Ordet eclipse kommer af græsk ekleipsis, "en udeladelse". Heroverfor stilles phaínesthai: at træde frem. Herover for stilles til slut aleithea i et opsummerende afsnit omkring historien bag triptyka.

Systemdigtets ni ord - 'apertures / align / rhythmically', 'auguries / thicken / vertically', 'apparitions / emerge / recursively' - genererer gennem sine syntagmatiske (vandrette) og paradigmatiske (lodrette) akser potentielt set 432 varianter af digtet.

Digtet udbedrer samtidig en grammatisk fejl i sit forlæg fra 2011 og fungerer derfor som både en selvstændig tekst og et grammatisk korrektiv af forlægget.

Den treleddede form, der går igen i både digtets antal ord per rækker og antal rækker, og i videosekvenserne, trækker på det byzantinske triptykon, et ord, som jeg altid har syntes var flot, som i græsk-ortodoks tradition ikke blot er billede, men et "vindue mod himlen", der vil være sort i et længere tidsrum.

De oprindelige triptyka fungerede som transportable altre, hvor sidepanelerne kunne lukkes beskyttende om midten.

'Sun: A Triptch for the Solar Eclipse' er skabt til The Wrong Eclipse, kurateret af David Quiles Guilló for The Wrong Biennale, der kulminerer i en fireogtyvetimers udstilling under selve solformørkelsen den 12. august 2026.

Uanset om værket optages eller ej, kan det opleves online før og efter solformørkelsen ankommer og forlader det europæiske kontinent.

--

Den danske sprogforsker Louis Hjelmslev formulerede i Omkring sprogteoriens grundlæggelse fra 1943 sprogteoriens opgave som at efterprøve tesen om "et system bag forløbet, en konstans bag fluktuationen", og han insisterede på, at et forløb ikke kan tænkes uden et bagvedliggende system. Det er nærmest en direkte beskrivelse af Sun.

Sun udleverer selv sin generative grammatik: ni ord fordelt som tre substantiver, tre verber og tre adverbier, hver søjle omordnet uafhængigt langs en syntagmatisk og en paradigmatisk akse, hvilket giver 432 mulige varianter. Det er sjældent, et kunstværk så villigt blotlægger sit eget system. De enkelte tekstlige realisationer er fluktuationer; den kombinationsregel, der gør dem mulige, er konstansen.

Hjelmslevs skel mellem forløb og system passer præcist her: hver konkret variant er et forløb, mens den underliggende matrix af ordklasser og ordstilling er det system, der bærer dem.

Det skal dog tilføjes, at Hjelmslevs formbegreb er mere radikalt end en kombinatorisk matrix. Formen er hos ham det invariante netværk af relationer, der skærer både udtryks- og indholdssubstansen ud, snarere end et sæt ledfunktioner. En 3×3-opstilling er i streng forstand snarere et skema eller en paradigmatik — men det rokker ikke ved den grundlæggende pointe, at Sun arbejder med formen som det primære og de konkrete realisationer som sekundære.

Netop derfor bliver bemærkningen om, at digtet "løser en grammatisk fejl" i sin 2011-forløber, vigtig. Det er ikke en redaktionel forbedring, men en systemkorrektion. Grammatikken må bringes i orden, fordi formen skal kunne bære variationen uden at bryde sammen.

Også på det astronomiske plan bliver Hjelmslevs tanke virksom. Saros-cyklussen og systemdigtet er begge maskiner, der med få elementer producerer udfald ved omordning, og forholdet 432/72 gøres til "seks digte per solformørkelse".

Den enkelte formørkelse er fluktuationen, cyklussen er konstansen.

En spænding er værd at notere: Titlernes etymologi — ekleipsis som udeladelse, phaínesthai som det at træde frem, alētheia som u-skjulthed — peger mod en fænomenologisk-ontologisk akse, hvor Hjelmslevs glossematik peger mod en strukturel. Hjelmslev og en heideggersk alētheia er ikke just venner. Men modsætningen er produktiv: værket presser tilbage på sprogteorien lige så meget, som sprogteorien kaster lys over værket.

I en hjelmslevsk læsning er Suns egentlige emne ikke solen som motiv, men den stabile form, hvorigennem fremtrædelser overhovedet kan opstå, mens titlernes græske lag insisterer på, at fremtrædelsen selv, det at noget træder frem og udelades, ikke lader sig udtømme af systemet.