Audio Note UK DAC 0.1x ~ Om rørbaseret forstærkning

Opdateret juni 2025

Audio Note-DAC'en er skiftet ud med en ny DAC, der er baseret på Analog Devices AD-1865-chip - kombineret med et ECC88-rør til forstærkning og et ensretterrør i 6X4/EZ90-familien. Det giver mulighed for at eksperimentere  forskellige rør i modsætning til DAC 0.1X, hvor 6111WA-røret er fastloddet.

DAC står for Digital Audio Converter og dækker teknologi, der skal omsætte et digitalt signal til et analogt signal. I dag koster den slags teknologi stort set ingenting, men tidlig teknologi til analog lydoptagelse med efterfølgende digital bearbejdning var særdeles bekosteligt. 

AD dækker udstyr, hvor lyden går den anden vej, så at sige, fra analog til digital - fx ved en optagelse af en koncert. 

Oprindelige blogpost fra oktober 2023å

Audio Note DAC 0.1x fra britiske Audio Note UK (ikke at forveksle med Kondo Audio Note) er bygget op omkring den højtroste TDA1543-chip (New Old Stock, det vil sige helt ubrugt og eventuelt også i original emballage) fra Philips og et 6111WA-rør, hvor DAC-chippen dækker konvertering af det digitale signal til analogt signal, hvorfra  611WA-røret sørger for forstærkningen af signalet, så det svarer til 'line level'-niveau, der passer til indgangen på enten en forforstærker eller forforstærkerdelen af en integreret forstærker.

I mit tilfælde spillede DAC'en sammen med tre forskellige forstærkere - først en Vincent SP-331, dernæst en Sugden A21SE Signature, en Audio Note P2SE ligeledes fra Audio Note UK og til slut Leben CS-600.

Alle Audio Notes DAC-enheder er uden oversampling og uden nogen som helst form for digital filtrering af signalet. DAC står for Digital Audio Converter og betegner en komponent, der oversætter digitale signaler til dialoge - fx fra en cd-afspiller, en digital lydfil (i gamle dage) eller et signal fra en streamer (mere moderne brug)

DAC-chips: Philips TDA1543 vs Philips TDA1541

Jeg læste på et tidspunkt et interview med Peter Qvortrup fra Audio Note UK omhandlende DAC 0.1x-konstruktionen. Hér blev det nævnt, at man havde foretrukket at anvende en Philips TDA1541-chip, men da markedet var udtømt måtte man 'nøjes' med en TDAC1543-chip. Det lader til, at Audio Notes filosofi har påvirket en bølge af andre producenter af lignende DACs.

Marantz CD65-II & interessen for vintage-hifi

Som den tilbagevende læser ved, har jeg en vis, om ikke andet så periodisk, intersse for vintage-hifi af forskellig art. Jeg fik fat i en Marantz CD65 II-cd-afspiller for nylig. Dennes DAC-chip er den famøse TDA1541.

Audio Notes designfilosofi

Designfilosofien - 'nedarvet' fra Audio Notes langt dyrere DACs - er helt anderledes end for mange nyere DAC's: Ingen oversampling, ingen støjreduktion, ingen 're-clocking' og ingen 'jitter reduction'.

Det minder lidt om naturvin - så absolut lidt manipulation og legen med grundsignalet, musikken, som muligt. Og det virker sådan set intutivt rigtigt, at det kan skade lyden, at man klipper den op i millioner af små bidder, som man efterfølgende sætter sammen igennem - i stedet for at lade det, der er i optagelsen, flyde så uhindret og ufiltreret som muligt. Læser man lidt med forskellige steder på nettet, lader det ikke til, at segmentet for er naturvinsnydere.

Fastloddet 6111WA-rør ikke verdens bedste idé

En udtalt svaghed ved Audio Note DAC 0.1x er, synes jeg, at miniaturerøret af typen 6111WA er fastloddet til printpladen - og ikke, som på de fleste andre produkter fra Audio Note, sidder i en sokkel, så man selv kan skifte det.

Det er hver at have med i tankerne, hvis man overvejer at investere i et DAC 01.x og andre produkter i Zero-serien også.

Jeg fik på et tidspunkt skiftet rør i en M Zero-forforstærker - på garantien hos Audio Consult på Frederiksberg , men prisen lå vist omkring 2.000 kroner, som er en ret stor udgift i forhold til anskaffelsesprisen (som var 5.000 kroner).

Eneste DAC med USB-interface

Mig bekendt er DAC 01.X-modellen den første og hidtil eneste stand-alone DAC med USB-tilslutningsmulighed. De andre kræver et digital SPDIF-signal - en tanke, der nok er vokset ud af, at de første DACs stort set alle blev brugt sammen med en cd-afspiller, hvor i mod mange i dag gerne vil streame via kabel fra computer eller en eller anden form for trådløst setup. Den integrerede Audio Note Cobra, der kom på markedet i 2023 kan købes med indbygget DAC, der også understøtter USB-tilslutning.

ECC82 fra Telefunken og Siemens lød bedst i Audio Note M1

Hopper man et niveau, er der mulighed for selv at skifte rør i Audio Note M1(der anvender ECC82-rør - det bedste match for mig i den tid, jeg havde forstærkeren, var enten et ECC82 fra Telefunken eller et fra Siemens Halske - de lød meget, meget tæt på hinanden).

Derfor faldt valget også senere på Telefunken ECC81-rør til min RS30-EQ-RIAA, der fødes vinylens signal gennem en Goldring 2400-pickup, og fra RIAA'en videre til Leben CS-600'eren.

Min demo-M1'er blev leveret med et vintage-rør fra EI Yugoslavia, som siges at have opkøbt gammelt produktionsudstyr fra Telefunkens fabrikker.

Marantz CD65 II med TDAC1541-chip på vej

I skrivende stund har jeg en vintage-cdafspiller fra Marantz (fra omkring 1989) på vej med Philips TDAC1541-chip, som efter sigende skulle være endnu bedre i bred opfattelse end TDAC1543'eren, der sidder i DAC'en.

L'Espace de Cardin (1978): Bill Evans: The Paris Concert Two

I en alder af seks begyndte Bill Evans (16. august 1929 – 15. september 1980) at spille klaver. Den 26. november 1978 optrådte Bill Evans med sin nyligt dannede trio bestående af Marc Johnson på bas og Joe LaBarbera påå trommer  på spilletstedet l’Espace Cardin i Paris. 

Knapt 10 måneder senere, døde Evans, kun 51 år gammel.

Koncerten blev optaget af Radio France af lydtekniker Yves Abiteboul og efterfølgende mastereret af Vlado Meller, og heldigvis for det!

Live-koncerten i Paris blev udgivet i to dele på vinyl i henholdsvis i 1983 og 1984 med titlerne 'The Paris Concert Edition One' og 'The Paris Concert Edition Two'.

På CD findes flere forskellige udgaver, herunder også japanske, hvor den tidligste (mig bekendt) er fra 1984. Nederst ses en i skuffen på en ældre Denon-cdafspiller.

På nogle udgaver af de to albums angives 'ORTF Paris' (i stedet for l'Espace Cardin) som venue for koncerten.

Det er et af mine referencealbums til at lytte til nyt lydudstyr, selvom det også er et af de albums, der har mest baggrundsstøj.  Men hvad man kalder viben og feelet overskinner ligesom det - eller forbinder det hele mere organisk end en kold og klinisk optagelse.

The Paris Concert Two – En portallignende oplevelse

The Paris Concert Edition Two har været et af to portallignende albums, der åbnede døren til jazzens verden for mig. Det andet er Harmony of Difference af Kamasi Washington (som jeg har indsneget en intertekstuel reference til i digtet 'Solen stod' (Slagtryk, 2024).

Pladen (eller cd'en)  indeholder seks numre: fire kompositioner af Bill Evans selv, én af Miles Davis ("Nardis") og ét af Gary McFarland ("Letter to Evan").

I nogle år har jeg ledt efter en (halv-sjælden) japansk udgave af albummet. Den ankom for en uge siden, ekspres fra Tokyo.

Jeg lytter til den nue, og den er alt, hvad jeg havde håbet på. Jeg vil gerne fuldende samlingen med de amerikanske, tyske og europæiske udgaver på et tidspunkt i fremtiden.

Bemærkninger til forskellige kompositioner på udgivelsen

Startnummeret, 'Re: Person I knew', er dedikeret til produceren Orrin Keepnews, og titlen er et næsten perfekt annagram (der mangler kun et 'é'). Re. = regarding, som kan oversættes til 'Vedrørende en person, jeg kendte', som har en sjov meget formel klang - der er smukt i modstrid med grundfølelsen i kompositionen og dens udførelse ved klaveret).

Keepnews var medstifter af Riverside Records, hvor Evans inspillede nogle af sine mest kendte albums, fx 'Everybody Digs Bill Evans' & 'Sunday at the Village Vanguard'.

Letter to Evan er skrevet til Bill Evans søn, Evan Evans. Og 'Laurie' er dedikeret til Evans' partner (og muse) Laurie Verchomin, som i 2010 udgav bogen 'The Big Love: Life & Death will Bill Evans', som skildrer dels deres kærlighedforhold, dels Evans' gradvise gang mød døden i en farlig cocktail af sorgen over tabet af sin bror, heroin, kokain, alkohol, vægttab og receptpligtig medicin, der ledte til hans død 15. september 1980 i en alder af 51.

I den engelske tekst findes et uudgivet interview fra magasinet Keyboard i 1980, hvor Kim Aikin interviewer Bill Evans, primært med fokus på den nydannede trio Johnson og LaBarbera.

Magasinet er vanskeligt at opdrive - det er i hvert fald ikke lykkedes mig hverken gennem bibliotek - eller på fx Ebay og lignende platforme, hvor man kan købe alskens memorabilia, så jeg fået skrevet de vigtigste bidder fra pladecoveret ned og publiceret, så andre kan få gavn af det.