L'Espace de Cardin (1978): Bill Evans: The Paris Concert Two
I en alder af seks begyndte Bill Evans (16. august 1929 – 15. september 1980) at spille klaver. Den 26. november 1978 optrådte Bill Evans med sin nyligt dannede trio bestående af Marc Johnson på bas og Joe LaBarbera påå trommer på spilletstedet l’Espace Cardin i Paris.
Knapt 10 måneder senere, døde Evans, kun 51 år gammel.
Koncerten blev optaget af Radio France af lydtekniker Yves Abiteboul og efterfølgende mastereret af Vlado Meller, og heldigvis for det!
Live-koncerten i Paris blev udgivet i to dele på vinyl i henholdsvis i 1983 og 1984 med titlerne 'The Paris Concert Edition One' og 'The Paris Concert Edition Two'.
På CD findes flere forskellige udgaver, herunder også japanske, hvor den tidligste (mig bekendt) er fra 1984. Nederst ses en i skuffen på en ældre Denon-cdafspiller.
På nogle udgaver af de to albums angives 'ORTF Paris' (i stedet for l'Espace Cardin) som venue for koncerten.
Det er et af mine referencealbums til at lytte til nyt lydudstyr, selvom det også er et af de albums, der har mest baggrundsstøj. Men hvad man kalder viben og feelet overskinner ligesom det - eller forbinder det hele mere organisk end en kold og klinisk optagelse.
The Paris Concert Two – En portallignende oplevelse
The Paris Concert Edition Two har været et af to portallignende albums, der åbnede døren til jazzens verden for mig. Det andet er Harmony of Difference af Kamasi Washington (som jeg har indsneget en intertekstuel reference til i digtet 'Solen stod' (Slagtryk, 2024).
Pladen (eller cd'en) indeholder seks numre: fire kompositioner af Bill Evans selv, én af Miles Davis ("Nardis") og ét af Gary McFarland ("Letter to Evan").
I nogle år har jeg ledt efter en (halv-sjælden) japansk udgave af albummet. Den ankom for en uge siden, ekspres fra Tokyo.
Jeg lytter til den nue, og den er alt, hvad jeg havde håbet på. Jeg vil gerne fuldende samlingen med de amerikanske, tyske og europæiske udgaver på et tidspunkt i fremtiden.
Bemærkninger til forskellige kompositioner på udgivelsen
Startnummeret, 'Re: Person I knew', er dedikeret til produceren Orrin Keepnews, og titlen er et næsten perfekt annagram (der mangler kun et 'é'). Re. = regarding, som kan oversættes til 'Vedrørende en person, jeg kendte', som har en sjov meget formel klang - der er smukt i modstrid med grundfølelsen i kompositionen og dens udførelse ved klaveret).
Keepnews var medstifter af Riverside Records, hvor Evans inspillede nogle af sine mest kendte albums, fx 'Everybody Digs Bill Evans' & 'Sunday at the Village Vanguard'.
Letter to Evan er skrevet til Bill Evans søn, Evan Evans. Og 'Laurie' er dedikeret til Evans' partner (og muse) Laurie Verchomin, som i 2010 udgav bogen 'The Big Love: Life & Death will Bill Evans', som skildrer dels deres kærlighedforhold, dels Evans' gradvise gang mød døden i en farlig cocktail af sorgen over tabet af sin bror, heroin, kokain, alkohol, vægttab og receptpligtig medicin, der ledte til hans død 15. september 1980 i en alder af 51.
I den engelske tekst findes et uudgivet interview fra magasinet Keyboard i 1980, hvor Kim Aikin interviewer Bill Evans, primært med fokus på den nydannede trio Johnson og LaBarbera.
Magasinet er vanskeligt at opdrive - det er i hvert fald ikke lykkedes mig hverken gennem bibliotek - eller på fx Ebay og lignende platforme, hvor man kan købe alskens memorabilia, så jeg fået skrevet de vigtigste bidder fra pladecoveret ned og publiceret, så andre kan få gavn af det.
