--

I Niels Brunses oversættelse, den senste danske (udgivet 2023), så frisk fra fad!

Vær rolig, hvilende ånd. - De herrer, jeg anbefaler g i kærlighed, og hvad en fattigmand, som Hamlet er,
kan gøre for at vise jer sit venskab, skal ikke mangle, om Gud ellers vil.

Kom, lad os sammen gå tilbage; husk, jeg ber jer, altid fingeren pålæben. -Forvredet er vor tid; åh, bitre brod: at fødes til at bringe den i lod.-
Nej, kom, vi følges ad.

Alle ud.

--

Hele passagen fra Akt 1, scene V, citeret fra Folger Shakespeare Library-udgaven

Rest, rest, perturbèd spirit.—So, gentlemen,
With all my love I do commend me to you,
 And what so poor a man as Hamlet is
 May do t’ express his love and friending to you,
 God willing, shall not lack. Let us go in together,
 And still your fingers on your lips, I pray.
210 The time is out of joint. O cursèd spite
 That ever I was born to set it right!
 Nay, come, let’s go together.

--

Derrida om skriften og tiden

"At hævde, at skriftens begreb således overskrider og omfatter sprogets begreb, forudsætter naturligvis en bestemt definition af sprog og skrift. Hvis vi ikke søgte at gøre rede herfor, ville vi selv give efter for den nævnte inflation, som også har revet ordet »skrift« med sig på karakteristisk vis. I nogen tid har man jo rundt om sagt »sprog« for handling, bevægelse, tanke, refleksion, bevidsthed, ubevidsthed, erfaring, sansning osv., udfra dybt nødvendige motiver og i kraft af en praksis, hvis forfald er lettere at påpege end deres egentlige oprindelse. Man er nu blevet tilbøjelig til at sige »skrift« for de samme ting og desuden for noget andet: som betegnelse for ikke blot den bogstavelige, piktografiske eller ideografiske indskrifts fysiske gestus, men også alt det der gør den mulig; endvidere for selve indholdssiden, bag tegnets signifiant; hermed overhovedet for alt hvad der kan give anledning til en indskrift i almindelighed, bogstavelig eller ikke, og også selv om det den distribuerer i rummet er fremmed for stemmens område: således cinematografi, koreografi, men også billedlig, musikalsk, skulpturel »skrift« osv. Man kunne på samme måde tale om atletisk skrift, og endnu mere indlysende i betragtning af de teknikker, som i dag behersker disse områder: militær eller politisk skrift. Alt dette ikke blot for at beskrive det notationssystem, som sekundært knytter sig til disse aktiviteter, men med henblik på selve disse aktiviteters væsen og indhold."

"Det er i samme forstand, biologen i dag taler om skrift og pro-gram i forbindelse med de mest elementære informationsprocesser i den levende celle. Endelig vil hele det felt, som dækkes af det kybernetiske program, hvad enten dette felt kender væsentlige grænser eller ej, være et skriftfelt. Antager man, at den kybernetiske teori vil kunne skille sig af med sine metafysiske begreber – såsom sjæl, liv, værdi, valg, erindring – som indtil for nylig skulle understrege modsætningen mellem maskinen og mennesket, så vil den netop stå tilbage med begrebet skrift, spor, gramma eller grafem. Dette gramma – eller grafem – kunne således betegne elementet, endnu før det er specificeret som menneskeligt (med alle de distinktive træk, man altid har tillagt mennesket, og hele det betydningssystem de implicerer), altså som u-menneskeligt eller snarere a-humant. Dette element ville være uden simpelhed. Det ville enten i betydningen miljø (jvf. de fire elementer) eller i betydningen ureducerbart atom, være den generelle arke-synteses element, dets element som ikke måtte defineres inden for metafysikkens oppositionssystem, og som derfor ikke engang kunne kaldes erfaring i almindelighed, eller blot nogen menings oprindelse i almindelighed."

Uddrag fra Jacques Derridas 'De la grammatologie' fra 1967 i Per Aage Brandt og Lars Bonnevies oversættelse fra fransk til dansk fra 1970. Min kursiv.

'Der var gået hul i tiden' fra 'Om udregning af rumfang'

"Der var ingen erindring tilbage. Intet bad eller kaffe midt på natten, ingen trætte samtaler eller natlige måltider kunne hentes frem fra hans hukommelse. Der var ingen tvillinger, ingen hesteforspand eller skovarbejdere. Der var en afstand imellem os. Der var gået hul i tiden, men det var ikke til at se, hvordan det var sket. Et øjebliks uopmærksomhed og Thomas mistede sin attende november. Hans erindring var igen blevet slettet, ikke af en lang nats søvn, det var ikke en langsom opløsning, det var, som om hans attende november var faldet ned i en sprække i natten, en afgrund, der med ét havde åbnet sig. Men vi kunne ikke se, hvordan det var sket, vi kunne ikke finde tidens defekt, og vi kunne ikke finde en forklaring." (Solvej Balle: Om udregning  af rumfang, side 76).

Kunne det være en overfortolkning at sige, at hovedpersonens navn, Tara Selters initialer kunne pege i retning Tid og Sted - eller Time and Space på engelsk - jeg kom til at tænke på det efter at huske, at Rene G i 'Ifølge loven' var anagram for 'regne', i tillæg til at mime antallet af stavelser i forfatterens eget navn, og en trokaisk rytme på dansk.

"der var noget uforudsigeligt i tidens mekanisme"

Det var et faktum, at vi levede i to forskellige tider. Det var også et faktum, at det kun var mig, der var klar over det, når dagen begyndte. Det var først efter morgenens beretning, efter en kort orientering under morgenmaden og efter en detaljeret gennemgang af stuens lister, diagrammer og skemaer, at Thomas forstod, hvad det var, jeg bad ham tage del i.

Det var også et faktum, at der var flydende grænser. At der ikke var bestemte tidspunkter, hvor overgangen fandt sted. Vi kunne komme et stykke ind i natten sammen, men før eller senere gik tiden af led. Det var et faktum, at verdens genstande somme tider fulgte med mig og somme tider vendte tilbage til udgangspunktet. At tingenes adfærd var utilregnelig. At det hjalp at holde dem tæt ind til kroppen, men at der var noget uforudsigeligt i tidens mekanismer. (Solvej Balle: Om udregning  af rumfang, side 81).

--

Om ordet Pelagraf, forlagets navn

Bogen, den første af syv, er udgivet på Solvej Balles eget forlag, hvor skriften er skrevet ind i navnet, Pelagraf - måske med første del, 'Pela', af fra græsk πέλαγος og γράφειν (grafein) - at skrive, at tegne, at inskribere, tilbage fra indoeuropæisk 'gerbh'.

--

The Time Is Out of Joint i: Jacques Derridas Specters of Marx

"I de franske oversættelser fordeler kravene sig, så vidt det lader til, omkring flere større muligheder. Disse er typer. "The Time is out of joint" (Tiden er af led), tid er enten 'le temps' (tiden) i sig selv, tidens temporalitet, eller også det, som temporaliteten muliggør (tid som 'historie', den måde tingene er på et bestemt tidspunkt, den tid vi lever i, i dag, perioden), eller, følgelig, 'le monde' (verden), verden som den drejer rundt, vores verden i dag, vores nutid, aktualiteten selv, aktuelle anliggender: der hvor det går godt (hvorhen) og der hvor det ikke går så godt, hvor det rådner eller visner, der hvor det ikke fungerer eller ikke fungerer godt, der hvor det går godt uden at køre som det burde i dag . Tid: Det er 'le temps' (tiden), men også 'l'histoire' (historien), ligesom det er 'le monde' (verden), tid, historie, verden."

— Jacques Derrida (1930-2004): Specters of Marx, Routledge, 1994.

--

Mutér, og kom hjem i Herlighed - forord til Ask Katzeffs 'Befri Fremtiden' fra 2021

--

For nogle måneder siden fik jeg en en fin lille bog af min ven Christian - som på en række punkter forbinder til Derridas tænkning og den inspiration, jeg af flere omgange har fundet dér. Så tænkte, jeg ville dele en bid af bogen - samt give den en anbefaling med på vejen.

--

Med disse tanker om planetarisk knaphed begyndte nogle af de mere fantastiske utopister i forlængelse af rumkapløbet at vende blikket mod andre planeter og i det hele taget en idé om (nye økologiske) rum som afsæt for at forestille sig fremtiden.

Dette står i modsætning til en af de centrale fremtidsmyter overleveret til os fra 1980’erne og frem: TINA — There Is No Alternative. TINA krediteres ofte til Margaret Thatcher, men ideen strækker sig i hvert fald tilbage til Daniel Bells bestseller fra 1960, The End of Ideology. Som reaktion på 1960’ernes og 1970’ernes vilde, ekstatiske drømmerier, skete der nogle mentalt kontrarevolutionære i 1980’erne: Fremtiden gik fra at være en futurisme til at blive en form for nostalgi eller retromani.

I stedet for at vi kulturelt accelererede frem mod et øjeblik, som indtil det blev realiseret havde virket umuligt, begyndte kulturen at betragte sin egen fortid og derved afvise det chokerende nye. Denne ryggen-mod-fremtiden-position resulterer i en dobbeltbevægelse, der siden udgivelsen af den franske filosof Jacques Derridas Spectres de Marx i 1993 ofte er blevet kaldt for hauntologi.

Dette kan tilnærmelsesvist oversættes som læren om en hjemsøgt eksistens, og begrebet er senere blevet både en del af populærkulturen (med for eksempel det britiske
pladeselskab Ghost Box) samt videreudviklet teoretisk af blandt andre den britiske kulturteoretiker Mark Fisher.¹

Derrida ønskede at tilbagevise den amerikanske politolog Francis Fukuyamas berømte tese om, at Murens fald symboliserede “historiens ende”, hvor den neoliberale ideologi endegyldigt havde sejret, blandt andet for i stedet at påvise, at vi aldrig helt kan undslippe historiens spøgelser.

Det centrale hos Derrida er, at vi bliver dobbelt hjemsøgt af både en fortid — noget der ikke længere er, men som nægter at hvil(e) i fred — og en fremtid; det som kan blive, og som ofte tager form af et løfte, der ikke vil acceptere at blive brudt.

Det løfte om en fremtid, der aldrig kom, som specifikt hjemsøger os i dag, er i høj grad idéen fra slut-1960’erne og start-1970’erne om en verden, der kunne være fri — fri fra fattigdom, fri fra angst, fri til kollektivt at udvikle og udfolde sit fulde potentiale — en idé, der stadig er uforløst. Det var den fremtid, neoliberalisme og kapitalrealisme afbrød med kuppet i Chile i 1973, og det er den fremtid, som siden med dobbelt hjemsøgt os kulturelt under den konstante krise — hvor alt er én udstrakt nutid løsrevet fra fortid og fremtid —

¹ Se for eksempel Merlin Coverley. Hauntology: Ghosts of Future Pasts. Harpenden: Oldcastle Books, 2020.