Gennem dine øjne af Peter Høeg - en læsning

I går blev jeg færdig med Peter Høegs seneste bog, Gennem dine øjne, der udkom i 2018. Bogen, jeg havde lånt på biblioteket, mødte mig lidt aparte ved at have ombyttet forside og bagside. Åbnede man den fra forsiden, som man normalt gør, så man den sidste side i fortællingen først – men heldigvis på hovedet.

Så jeg nåede ikke at læse slutningen, før jeg var gået i gang.

Om jegfortælleren i Gennem dine øjne

Gennem dine øjne, der er sat med nyt komma, er opdelt i tre dele – og begynder således:

“Første gang jeg hørte om klinikken, var da jeg beøgte min plejebror, Simon, på Nykøbing Sjælland Sygehus efter brorens første selvmordsforsøg.“

Der etableres i første sætning en jegfortæller og jegets relation til en plejebroder. Tidspunktet for fortællingens begyndelse er jeg i tvivl om; det vender jeg tilbage til senere.

Umiddelbart har man nok  en tendens til at gå ud fra, at udsigelsestidspunktet er nutiden (omkring året, hvor bogen er skrevet), indtil noget markerer noget andet. Så det antog jeg.

Jegfortællerens navn (og dermed også køn) bliver nævnt første gang et godt stykke inde i bogen, på side 70, hvilket gav et gib:

“Jeg drømte at Peter sagde til mig jeg skulle gå ud på wc‘, signer Conny, en pige, De søvnløse børn-firkløveret Lisa, Maria, Simon, og altså Peter, hjælper med at gå på toilettet i stedet for at tisse i sengen ved at gå ind i hendes drøm og guide hende af sted til toilettet i stedet, hvilket lykkes efter nogle forsøg lykkes.

Bogens grundtema og måske projekt også?

Muligheden for at få adgang til andres bevidsthed og det komplementære at få adgang til kollektivt ubevidste er bogens (for mig at se) grundtema. Børnene i bogen har en retning, en evne og et ønske om at hjælpe andre. Det første eksempel er at hjælpe Conny fra børnehaven med ikke at tisse i sengen.

Og senere drengen Karl, som beskrives som en gud med fregner (som sprogligt viser, at Peter ser op til ham, mens Lisa nok er forelsket i ham), med ikke at få hjernehindebetændelse af at bade i forurenet vand omkring en kloakudledning. Og til sidst Peter ved at hjælpe sin plejebroderen til ikke at begå selvmord, der leder til døden.

Undervejs formår børnene at gå ind i en andre virkelighed psykisk, men også at tage fysiske genstande med ud tilbage af deres rejser. En plastikblomst fra et natbord og en informationsfolder, der omdeles på Christianhavs Torv, om Cubakrisen i 1962, hvor verden kunne være gået under i en atomkrig.

Fantasi og virkelighed flyder sammen

I hvert fald i jegfortællerens fortælling. Fantasi og virkelighed flyder her sammen – hvor meget kan vi egentlig stole på jegfortælleren? Og hvor meget sker i det, fortælleren kalder den virkelige virkelighed, og hvor meget sker i børnenes fantasi?

Prismerne i Gennem dine øjne

Hvem ser?

Og hvem befinder sig bag øjnene? Fortælleren ser gennem børnenes øjne i flashbacks, mens læseren ser fortællingen gennem realiseringen af værket / teksten og igennem sine egne øjne.

Og børnene ser gennem deres egne øjne, igennem deres drømme og i stigende gad bogen igennem gennem de voksnes øjne også – sideløbende med at Lisa og Peter ser visuelle repræsentationer af en række traumatiske hændelser og oplevelser på Insitut for Neuropsykologisk Billeddannelse, der danner rammen for Peter og Lisas møde efter mange år.

Det nævnes et sted, at børn indtil en vis alder har en mere sløret opfattelse af virkeligt og uvirkeligt – og en stærk evne til at gå ind og ud af de tilstande i lege, en tilstand, hvor – mange bevidstheder er in potentia daegn igennem. Tilstande, den typisk voksne kun har adgang til i drømme og gennem stoffer. I bogen giver Lisa Peter ketamin for at ‘slå døren åben’.

»Leonardo Da Vinci sagde, at der findes tre slags folk: De, der ser. De, der ser det, de bliver vist, og de, der ikke ser. Det er dem, der sover gennem livet. De fleste mennesker tilhører den sidste kategori. Det er så kunstnerens optage at forsøge at vække dem,« — Willem Dafoe

Foregår Gennem dine øjne i nutiden eller i 1992?

På side 234 står:

“Jeg tror det må jave været de ting vi havde gjort sammen. De veje vi var gået ad. Allerede da vi var små. Vi havde åbnet døre. På måder så de døre ikke mere kunne lukkes helt. Så de pludselig, uden varsel, kunne springe op. Som nu. Jeg vidste at det vi alle tre så ind i, var en lørdag for

30

år siden. Hvor vi blev passet af Frøken Jonna”

Her forbindes fortælletid med fortalt tid, forstået på den måde, at grundhandlingen foregår 30 år efter børnenes oplevelser i alderen 5 til 7 år i 1962.

Læggger man 30 otil 1962 kommer man frem til året 1992, hvilket clasher med, hvad man opfatter som tæt på nutiden med MRI-skanninger, biomedicinsk engineering, serverparker & ‘firewalls’ som metafor for ‘forsvarsværket’ mellem den individuelle bevidsthed og det, der er udenfor . værende det sig andre bevidsthed eller det (kollektivt) ubevidste, der forsøger at boble op og ind. Det er pudsigt, der er valgt et engelsk ord – og en metafor fra antitesen til det menneskelige, maskiner/computere.

Forfatternavnet på forsiden af bogen smelter tidsmæssigt sammen med fortælleren, Peter, i bogen. Peter Høeg er født i 1957, og har således været 5 år i 1962, ligesom han har boet på Christianshavn som børnene i bogen og gået i den samme børnehave.

Erik Skyum-Nielsen skriver i sin anmeldelse af Gennem dine øjne:

“ Mennsker der tilsammen havde 50.000 klienter i terapi. Jeg stillede dem det samme spørgsmål: Hvorfor kommer mennesker til jer? Hvad er grunden til at mennesker lider? De fortalte at klienterne siger det samme. De oplever ikke virkelig kontakt.”

“Der er 100 millioner, sagde hun. 100 millioner af vores egne er omkommet i krige og følger af krige og terror i de sidste 100 år.”

“Hvad sker der, sagde han, hvis man træder herind. I afgrunden? I det ubevidste? Hvis man lader sig falde?”

“Én mulig teori er at hvert enkelt menneske, hver enkelt af os, er en udspaltning af en kollektiv bevidsthed.”

“Sorg har sit eget liv. Der er ikke rigtigt noget man kan gøre.”

“Jeg mærkede bare hun var tæt på, og jeg ønskede hun ville blive der altid.”

“På en måde var det fortid. I nutiden stod vi på min terrasse og holdt om hinanden. Solen var næsten gået ned. Himlen lignede indersiden af en blåmusling. Dette var nutid.”